aalkat_print_icon.gif

Uddannelse i centrum

churchill 1.2

Churchill-klubbens aktiviteter - Våbentyveri, sabotage og opgør med værnemagere

Man lavede en inddeling af gruppen i hhv. en sabotageafdeling, en teknisk afdeling og en propagandaafdeling, men denne inddeling fik ikke nogen egentlig praktisk betydning efter den tekniske afdeling mislykkedes med nogle kemiske forsøg og endvidere fik sendt nogle drenge på togt med en ineffektiv seglgarnsbombe. De udsendte drenge måtte i stedet "manuelt" ødelægge den tyske bil, de havde udset sig, hvilket dog også viste sig at være ret effektivt. I virkeligheden ville alle drengene nemlig helst, som en af dem fortæller efter krigen (i rektor Galsters bog: Aalborg Katedralskole under Besættelsen, side 43-44) gå rundt i byen om aftenen og ødelægge tyske biler.

I løbet af vinteren og foråret fik man revet en del tyske skilte ned eller fik dem ødelagt, hvis man ikke kunne fjerne dem. Siden hen begyndte drengene at stjæle våben fra tyskerne og de 10-12 drenge, der efterhånden var aktive i klubben, fik samlet mange våben. For at blive medlem af Churchill-Klubben skulle man nemlig møde op med et stjålet tysk våben eller have lavet en form for sabotage mod tyskerne. Dermed blev nye medlemmer allerede fra starten inddraget i de illegale aktiviteter, ligesom dette også kunne virke præventivt i forhold til evt. at sladre om gruppen og dens aktiviteter.

 

Ifølge Helge Milo fra Churchill-klubben medbragte 3 nye medlemmer fra Brønderslev som ”indmeldelsesgebyr” 3 mortergranater, som var stjålet fra tyskerne. Planen var at mortergranaterne skulle kastes ud fra Budolfi Kirkes tårn og eksplodere; det ville blandt andet gå ud over de mange tyske biler, der altid var parkeret ved pladsen foran kirken.

Nogle af aktionerne for at skaffe våben var ret dramatiske. I nogle tilfælde blev våbnene stjålet ved højlys dag for næsen af tyskerne og ved et enkelt tilfælde gav de sig i snak med nogle tyske soldater, så de kunne snuppe et våben fra dem i et ubevogtet øjeblik. Generelt var et af de store problemer for gruppen ubemærket at få de stjålne våben med på cykel, som var deres faste transportmiddel, når de færdedes rundt i byen.

En dag kom man f.eks. forbi de mange biler, som tyskerne ofte havde parkeret på Budolfi Plads. En af drengene sparkede ved et "uheld" en bold, som han tog fra nogle børn, der gik og legede, ind på den indhegnede plads. Vel inde på pladsen så han en revolver i en bil tæt ved hegnet og man kunne ubemærket få smuglet geværet ud, fordi der i forvejen kunne være mange nysgerrige på pladsen, der studerede bilerne. Ofte lavede drengene ret systematiske undersøgelser på byens store konditorier, hvor der kom en del tyske soldater - det var ikke for ingenting at Danmark blev kaldt for "flødeskumsfronten". Hvis tyskerne havde hængt deres revolverbælte i garderoben, kunne drengene jævnligt slippe af sted med et våben eller to. De skulle selvfølgelig passe på ikke at blive set af personalet, ligesom de kunne risikere, at der dukkede tyskerne op i garderoben. På et tidspunkt havde drengene med held fundet en revolver, da ejermanden dukkede op. De andre drenge stak af, mens der stod en tilbage med bælte og revolvertaske - drengen bukkede og overrakte bæltet til tyskeren, som om han blot var ualmindelig venlig overfor tyskeren, hvorefter drengen slentrede ud af garderoben. Ud på gaden kunne han efter de nervepirrende sekunder diskret vise det stjålne våben til de andre. Tyverierne på konditorierne var imidlertid ikke ufarlige for drengene og de blev da også fanget af politiet, fordi en servitrice fra Konditori Holle kunne genkende dem i forbindelse med våbentyverier fra garderoben.

En dag lykkedes det også at stjæle en maskinpistol fra et vindue i en tysk barak, selv om der var mange tyske soldater i nærheden. Mens de tyske vagter kiggende den anden vej, kravlede en af drengene op i vinduet og fik løftet maskinpistolen ud til drengene udenfor. Det gik næsten galt, da maskinpistolen skulle flyttes over i en budcykel, som de havde fået fremskaffet, fordi den frakke, som de havde skjult våbenet i, gled af og maskinpistolen blev synlig.

Drengene skyndte sig af sted uden at de tyske vagtposter opdagede noget, men der var tilsyneladende et par danskere, der havde set situationen og det medførte, at to af drengene på et senere tidspunkt blev forhørt af politiet i forbindelse med efterforskningen af tyveriet. De slap med skrækken, fordi de kunne give politiet en overbevisende løgn og fordi de var sønner af fremtrædende mænd i byen. Dagen efter besluttede Churchill-klubben at vende tilbage til barakken igen, fordi de manglede ammunition til maskinpistolen. Til trods for at der var tyske soldater i nærheden gik de i gang med at bryde en kasse op i den tyske barak, fordi de troede, at den indeholdt ammunition. På kassen stod "Krautkasten", så drengene antog, at det måtte være "krudt" til maskinpistolen. De måtte imidlertid give op og efterlade kassen, da de hørte at der var tyskere i værelset ved siden af.

Da drengene senere blev fængslet og sagen blev opklaret, viste det sig, at "Krautkasten" var navnet på kassens ejermand, så det ville under alle omstændigheder have været spildt arbejde. Det kunne være et problem at skaffe ammunition til de tyske våben, men en dag opdagede de, at man uden store problemer kunne stjæle ammunition fra godsbanegården. De kunne selv gå ind i udleveringsbarakken og hvis nogle spurgte, hvad de ledte efter, sagde de, at de ledte efter en kasse, men at kassen måske endnu ikke var kommet. Derefter kunne de lede videre indtil de fandt en kasse med ammunition.

De fleste af de stjålne våben blev skjult i Aalborg Kloster, hvor Knud og Jens Bue Pedersens far var præst. Aalborg Kloster blev også det faste mødested for Churchill-Klubben. Nogle af våbnene blev også opbevaret i haven hos et af klubmedlemmerne, der boede i Nørresundby, men man forsøgte at få samlet våbenlageret i Aalborg, selv om det var svært at slippe ubemærket med våben over Limfjordsbroen, der var bevogtet af tyske soldater.

Våbnene blev skjult i Aalborg Kloster, som også var tilholdssted for Churchill-klubben. Faderen til to af drengene var præst ved klosterkirken og familien havde en lejlighed i det gamle Helligåndskloster. Foto: Jens Kristensen Af og til holdt drengene skydeøvelser med de stjålne våben. Det foregik som regel i en afsides del af klostret eller hos en af drengene, der boede i Nørresundby. De var ikke helt fortrolige med skydevåbnene og de kom også galt af sted nogle gange med vildfarne kugler. Heldigvis fik de drenge, der uheldigvis blev ramt, kun nogle småskrammer.

Systematisk ødelæggelse af tyskernes biler var en af klubbens væsentligste aktiviteter. Aktionerne blev planlagt på forhånd, således at man f.eks. slog tyske gloser op på forhånd, hvis der skulle dukke vagter op, ligesom man i forbindelse med en planlagt aktion talte om, hvordan man evt. ville kunne slå vagten ned med en hjemmelavet gummiknippel. Planen blev dog aldrig realiseret, fordi nogle af klubbens medlemmer havde talt med en venlig ældre tysk soldat, som de fik stor sympati for og de besluttede efterfølgende, at det ville være for fejt at slå nogen ned bagfra. I flere tilfælde afstod de for at lave aktioner, hvis der var tyske soldater, der ville blive ofre, når de satte ild til biler og jernbanevogne. Efterhånden begyndte man også at brænde tyske jernbanevogne og udøve anden form for hærværk mod tysk materiel, som de kunne få adgang til. Ved en aktion udvalgte de en jernbanevogn i midten af togstammen, så den ville være besværlig for tyskerne at få kørt væk, når de opdagede branden. Det lykkedes at få sat ild til vognen og man fik derved ødelagt dele til flyvemaskiner, så efter denne succes lavede man endnu et par afbrændinger af jernbanevogne.

De lavede mange aktioner og var ivrige for at få ødelagt så meget som muligt, så da de en aften ikke fik udrettet noget på flyvepladsen, fordi de ikke kunne komme forbi en tysk vagt, kom de på tilbagevejen (på cykel) forbi en traktor som de i frustration satte ild til. Churchill-Klubben havde store ambitioner, så en aften ville de smide en antiluftsskytskanon fra tyskernes marinelager i vandet ved Nørresundby. De havde fundet kanonen i en stor kasse og var ved at løfte kanonen ned mod kajen, da den dreng, der var udstationeret som vagt, gav lyd fra sig. Det viste sig, at der var en tysk vagtpost på vej, så drengene skyndte sig at smide kanon og brækjern fra sig og gå væk fra stedet. Men den tyske vagt havde set dem og begyndte at fløjte efter dem; da drengene ikke reagerede, begyndte han at løbe hurtigt efter dem og drengene fik fart på. Det lykkedes at komme i sikkerhed i en af drengenes hjem i Nørresundby, men de var desværre nødt til at vende tilbage for at hente de uundværlige cykler, der stod ude ved marinelageret. De lånte andet tøj og six-pence (kasketter) hos drengen i Nørresundby, så den tyske vagtpost ikke kunne genkende dem. Drengene trak kasketterne godt ned i panden og det lykkedes dem at få fat i cyklerne, selv om vagtposten stadig stod ved marinlageret.

I Bogen om Churchill-Klubben, skildrer Knud Pedersen, der var en af initiativtagerne til klubben, hvordan drengene en aften lavede den første større sabotageaktion. Målet var entreprenør Fuchs kontor i Nørresundby. Fuchs lavede arbejde for tyskerne og var altså som værnemager et legitimt mål for drengene. Først sendte man en dreng i forvejen, der klippede de ledninger over, som førte hen til kontoret, så der ikke kunne telefoneres, hvis der skulle være nogen til stede på kontoret. Derefter undersøgtes alle vinduer for at se om man kunne finde en let vej ind, men et nyt medlem af klubben gik direkte til sagen og smadrede en række vinduer til både sin egen og de andres store overraskelse. Oven på den forskrækkelse gemte de sig i terrænet, men da der efter nogle minutter ikke var nogen reaktion fra kontoret, brød de ind og stjal nogle papirer, så de kunne undersøge firmaets samarbejde med tyskerne. Da drengene ikke syntes, de havde fået nok ud af aktionen hos Fuchs vendte de tilbage igen et par aftner senere og denne gang gik de mere systematisk til værks: De ødelagde flere konstruktionstegninger til tyske barakker, et billede af Hitler blev hevet ned fra væggen og trampet på og der blev samlet en bunke papir, der blev antændt vha. benzin, så kontoret kunne brændes helt af. Drengene tog et nivelleringsapparat og en skrivemaskine med sig, men selv om de var meget begejstrede for det flotte nivelleringsapparat, blev de enige om, at de ikke måtte opfattes som simple berigelsesforbrydere, så de ødelagde i stedet nivelleringsapparatet og sendte det tilbage til Fuchs med et brev, der forklarede, at man ville beholde skrivemaskine til at skrive illegale løbesedler på.

Efter Churchill-Klubben havde udstået deres straf vendte to af klubbens medlemmer tilbage til Fuchs og ødelagde hans bil med en bombe, hvilket ifølge Knud Pedersen gav Fuchs det indtryk, at der i lufthavnen var blevet anbragt en tidsindstillet bombe i hans bil, som kunne have sprunget i luften, mens han selv sad deri, så den forskrækkelse fik ham til at tage taxa, når han i fremtiden kørte til og fra lufthavnen. (beskrivelsen af aktionen hos Fuchs er baseret på Knud Pedersen. Bogen om Churchill-Klubben side 35-40) Man fik også god brug for skrivemaskinen fra Fuchs, da man op til den 9. april (2-årsdagen for besættelsen) fremstillede og uddelte 400 hjemmelavede løbesedler med hagekors med påtegnede pile og følgende Indhold: "Snart er Befrielsens Dag, de besatte Lande vil rejse sig. De fire Forbrydere Hitler, Göring, Göbbels og Himmler skal dø".