aalkat_print_icon.gif

Uddannelse i centrum

Nyhed

08.02.2018

Anmeldelse af teaterkoncerten "Et strejf af GAS"


Efter aftale med et af publikum - Jakob Fønsbo -, har vi fået lov til at bringe nedenstående anmeldelse af teaterkoncerten "Et strejf af GAS". Teaterkoncerten blev spillet på Aalborg Katedralskole fra mandag den 5. februar til torsdag den 8. februar.

Ingen over og ingen ved siden af Gasolin (-og Kim Larsen).

Af Jakob Fønsbo

At fremhæve enkeltelementer af forestillingen vil afgjort være at yde helheden uretfærdighed. Det var et helstøbt og gennemført show båret af overbevisende fremførelser af enestående sange. En sangs styrke kan efter min opfattelse måles på, om den kan tåle et andet arrangement end det oprindelige (tænk her på Johnny Cash og American Recordings), og det viser sig, at Gasolin (og Kim Larsen) kan holde til meget hård behandling, og ikke blot få nyt liv, men også nye vinkler.

På den instrumentale side skærer det mig i hjertet at acceptere som realitet, at Gasolins medlemmer teknisk set var middelmådige som musikere. Deres styrke lå i at skabe enestående sange med en fandenivoldsk kreativitet og et samlet gruppeudtryk. Aftenens to guitarister overgik langt Kim og Franz hvad angik teknisk kunnen, og bassistens kreative harmonier, perfect-pitch-tuning og spil på beatet ville Wili næppe kunne mestre. Trommeslageren var tæt på at være en metronom, og selvom han muligvis ikke ville kunne gøre Berlev kunsten efter i liveudgaven af Kina Rock, så spillede han med en misundelsesværdig præcision, hvor Berlev i sin tid spillede på Feel. De øvrige musikere var helt hjemme i det de foretog sig, og tilstedeværelsen af en godt anvendt messing/træblæs-sektion var et velfungerende indslag, især der hvor middelaldermusikken tittede frem.

Forestillingen startede på hvad jeg troede var et højt niveau. Enter Christian, der ikke alene var Splittergal, men også gav sangen tænder, som den aldrig havde haft, i perfekt overensstemmelse med et arrangement, der gav visioner om D.A.D. som marchorkester på vej til en mellemstor krig. Barren var pludselig løftet til et niveau, hvor min forventning tøvende fulgte efter. Kunne de virkelig holde den deroppe, tænkte jeg. Det kunne de, skulle det vise sig.

Jeg ærgrede mig over, at det splittergale sluttede, for sangen skabte på en måde trang til mere af samme vene. Heldigvis blev vi belønnet senere med Min Tøs, der blev en art anden akt på det splittergale - sangen blev farlig og skræmmende. Vingerne på Christians kostume understregede det skræmmende i perfekt grad: Han mindede mig om en falden engel. Jeg havde allerede fået en ledetråd i form af Den Kolde Tid Vi Lever I, og det var med til at understrege i hvor høj grad Gasolin var samfundskritiske. Forestillingen syntes at bære præg af denne kritik, og gav mig indtryk af en post-moderne rådvildhed her næsten 40 år efter at Gasolin gik i opløsning.

Rabalderstræde skinnede stort med formidling af en tomhedsfornemmelse, som jeg aldrig før har fået at se i denne fest-i-gaden-sang. Arrangementet fremhævede teksten og de (i forestillingen gennemgående) apatiske ansigter understregede her andre og mere eksistentielle mulige fortolkningsvinkler på Gasolins tekster. De usædvanlige og stemningsfulde arrangementer var i det hele taget med til at gennemtvinge en nyfortolkning af teksterne hos mig.

På den vokale side bør nævnes, at alle solister havde et fremragende teknisk overskud. Der var dog undtagelser, men på den afgjort positive måde. Christian (Splittergal) forekom mig at have gurglet hals med en opløst Jesper Binzer, og sang med sjælen mere end med teknikken. Det samme gjaldt Johanne, der med underspillet teknik gav mindelser om musikalsk frihed, der ligesom Christians sang syntes at komme fra personen, og ikke fra Sangteknisk Haandbog. 

Anvendelsen af de fysiske rammer nåede et højdepunkt med brugen af den forskellige placering af de tre medvirkende i den sublimt arrangerede Langebro, men kulminerede senere på enestående måde i Midt om Natten, hvor de to Goth-sangere forlod lokalet og kiggede ind til alle vi andre, hvilket i den grad understregede tekstens temaer om fremmedgørelse og hjemløshed. De stod jo fysisk udenfor - strisserne havde smidt dem ud af deres hjem, så nu kunne de stå der og håbe på i morgen, mens de som en anden pige med svovlstikkerne stod og så ind til folk, der holdt jul. Martin og Thor gav mig den største følelsesmæssige oplevelse her i aften med dette. 

Afslutningen med overgangen til rytmificering af Dråben var utroligt effektfuldt, og understregningen af indholdet i This is My Life kunne næppe blive tydeligere i alle aspekter med det fantastiske arrangement, især når man påtænker, at den blev fremført af gymnasieelever fra 2018, ikke samfundsomstyrtere fra 1976. Kontrasten var umådeligt slagkraftig, og understregede Gasolins stærke tekst og deres kritiske udgangspunkt, smukt fortolket og nyoversat til nutiden, og med vedvarende relevans i det konkurrencesamfund, som vore dages gymnasieelever klækkes ud til.